Har du dårlig ånde?

16 okt, 2017

Mange mennesker oplever indimellem at have dårlig ånde. Men faktisk er problemet så udtalt hos nogle, at det ikke alene er generende for dem selv men også hæmmer dem i deres sociale forhold.

Dog er det ikke alle, der selv er opmærksomme på, at de har dårlig ånde. Nogle mennesker går nemlig rundt med dette problem uden selv at være klar over det.

Uanset om du lider af dårlig ånde eller blot ønsker at gøre dit bedste for at forebygge det, giver vi dig her et indblik i dette udbredte problem.

ÅRSAGEN TIL DÅRLIG ÅNDE

Inde i din mund findes hundredvis af forskellige bakterier. Disse har forskellige funktioner, og de er blandt andet med til at nedbryde madrester og døde celler, der stammer fra slimhinderne i munden. Dette er en helt naturlig proces, og hvad der også er naturligt er, at bakterierne i deres nedbrydningsproces udskiller et biprodukt. Desværre er dette biprodukt en svovlforbindelse, som er kendt for at skabe en dårlig lugt.

Udover denne naturlige proces, er også visse madvarer berygtede for at give dårlig ånde. Det drejer sig om blandt andet løg, hvidløg og visse krydderier. Derudover kan dårlig ånde også skyldes mundtørhed, tandkødsbetændelse og paradentose.

SÅDAN BEHANDLES DÅRLIG ÅNDE

Det er meget individuelt, hvad der kan gøres for at afhjælpe dårlig ånde. Vi anbefaler altid, at du opretholder en god mundhygiejne, således at du har det bedste udgangspunkt for selv at komme de dårligt lugtende gasser til livs.

Hvis den dårlige ånde skyldes konkrete tandproblemer, såsom den alvorlige paradentose, tilbyder vi naturligvis paradentosebehandling for ikke alene at afhjælpe den dårlige ånde men også for at undgå, at dine tænder falder ud.

DETTE KAN DU SELV GØRE – 3 GODE RÅD MOD DÅRLIG ÅNDE

UNDGÅ BELÆGNINGER PÅ TÆNDERNE – BØRST GRUNDIGT

Hvis du har bakteriebelægninger på dine tænder, har disse bakterier mulighed for at bevæge sig ned i dine tandkødslommer. Her har de gode betingelser for at formere sig og dermed producere yderligere mængder af den ildelugtende svovlgasart, som leder til dårlig ånde. Derfor bør du undgår at få belægninger på tænderne, og dette gør du bedst ved at børste dine tænder grundigt og supplere med tandtråd.

OPRETHOLD DIN SPYTPRODUKTION – SPIS OG DRIK OFTE

Spyt er en vigtig faktor i kampen mod dårlig ånde. Spyt er nemlig med til at holde munden ren og fri for ildelugtende gasser. Desværre sker der det, at din spytproduktion nedsættes, når det er længe siden, at du har indtaget mad eller drikke. Derfor er det altså en god idé hyppigt at drikke vand.

BENYT MUNDSKYLLEMIDLER I SMÅ MÆNGDER

Mundskyllemidler kan på samme måde som sugetabletter forbedre din mundhygiejne og dermed være medvirkende til at hæmme bakterievækst og dermed dårlig ånde.

Relaterede artikler

Læs også..